AI kommer til at ændre vores animations-branche
Team work og talentudvikling kendetegner hele filmbranchen og animationsbranchen i særdeleshed. Animationsfirmaet Nørlum er nyt medlem af Producentforeningen, og vi har bedt Claus Toksvig Kjær om at fortælle om hvad der motiverer ham og hvad virksomheden fokuserer på lige nu.
Producentforeningen får løbende nye medlemmer, og vi har spurgt de senest tilkomne, om de har lyst til at præsentere sig selv og deres visioner. Det har Nørlum, animationsvirksomhed fra Viborg, sagt ja til, og her kommer Claus Toksvig Kjærs bud på, hvad der kendetegner hans virksomhed.
Skandinaviske produktioner
Min seneste produktion var filmen "Dante", som er en svensk-norsk-dansk co-produktion (og den anden film med Linda Hambäck, som vi også lavede "Abestjernen - The Ape Star" med). Vi var heldige at arbejde med Stellan Skarsgård som stemme på begge film, og første gang på "Dante" med David Dencik. De giver begge så meget til animationen af karakterene.
På Skandinaviske projekter kan vi ramme en lidt anden humor, som er super sjov og fri, og det giver en anden slags kreativitet. På første film The Ape Star var temaet adoption, og både Linda og jeg er begge adoperet fra sydkorea, så den historie var vigtig for os. Dante er mere en sjov "detective story", som klart er et produkt af et godt samarbejde fra tidligere : )
Lige nu arbejder vi på vores første 3D animationsfilm "Millie & The Secret of the Crocodile", som kommer i biograferne til næste år. Esben Toft (som vi også lavede "Hullet i Hækken" med) instruerer, og det er sammen med producer Petter Lindblad i Stockholm og folk i Holland.
På samme tid har vi "Fleur", som er Remi Chayé's tredje film (Long Way North og Calamity Jane), og der er bare noget helt specielt gennem et så langt samarbejde, som har strukket sig over 13 år. Det er Maybe Movies i Paris som major samt 2 MIN, så en fransk-dansk co-produktion.
Vigtigt at der dukker nye udfordringer op
Når man efterhånden har været i gang så længe, så er det meget vigtigt for mig, at nye udfordringer dukker op, så det aldrig bliver en sovepude!
Jeg har desværre også døjet med helbredet, da jeg for over 3 år siden blev ramt af en hjerneblødning. Det giver nogle nye ideer, når man har været så tæt på ikke at være her - om netop hvordan skal tiden bruges i fremtiden.
En stor udfordring for hele branchen er AI. Der er nok ingen tvivl om at AI kommer til at ændre vores animations-branche. Det er dog stadig lidt for tidligt at sige præcist hvordan ...
De største succeser: Oscarnominering og talentudvikling
2 af de største succeser, som jeg oftest hiver frem: "Song of the Sea" med Oscar nomineringen var en game changer, for pludselig var vi kendt i hele animationsbranchen og ikke kun i Danmark, også i det store Hollywood, hvilket også tiltrak Disney og et samarbejde på serien "Big Hero 6" .
Men jeg vil også rigtig gerne trække en meget personlig succes frem, i hvert fald for mig - og det er alle de hundredevis af animatorer, vi i tiden har haft igennem Nørlum på forskellige filmprojekter. For nogle var det deres allerførste bekendskab med branchen og de har fortalt, at vi bestemt spillede en stor rolle i at bane vejen dertil hvor de er i dag. Det betyder super meget - for efter at ha' fået afslag et hav af gange som helt ny, kan det bestemt være demotiverende. Det husker jeg selv.
Og en enkelt fiasko: 601 billetter i danske biografer
Det kommer jo meget an på, hvordan man definerer en fiasko – lad os tage kommercielt?
Personligt elsker jeg filmen "Long Way North" fra 2015 - både visuelt og historiemæssigt - men den lavede kun 601 billetter i de danske biografer. Dog var det en fantastisk oplevelse at være med på, så jeg fortryder intet - og det er en film, som både Pixar, Disney og Ghibli i Japan elskede, så jeg er også super stolt over den film, og på den front er det en kæmpe succes, selvom den aldrig imponerede et dansk publikum
Det er fantastisk hvad man kan skabe sammen
Nu elsker jeg at arbejde med mennesker, og fra projekt til projekt vil man uden tvivl møde forskellige kulturer, synspunkter, arbejdsrutiner mm., og alt dette har lært mig utrolig meget - blandt andet, at det ikke altid er det man selv tror, der er det bedste. Men også det at man kan lægge alt dette til side for en stund for at fokusere 100% på at komme i mål med en historie, vi alle tror på.
Det er super spændende, og det bliver aldrig kedeligt. Til gengæld kræver det også meget energi og dedikation. Film er team work - og det er fantastisk, hvad man kan skabe sammen på trods af alle de udfordringer, man møder på vejen.
Hvis du skal give et godt råd til en af aktørerne i den danske film- og tv-branche, hvad skulle det så være?
Ohh der er så mange klicher 😂 "Vælg projekterne med hjertet". "Lav kun det du brænder for". Som jo også er super vigtigt og jeg er 100% enig, og det er noget, som jeg i den grad har levet efter med independent co-produktioner - for til tider at vente 6 måneder uden job, fordi der ikke var noget, jeg ville lave ). Men det er jo ikke altid muligt, og der er også en realitet med, at det skal være økonomisk forsvarligt etc. Men det er yderst vigtigt, at man finder sin helt egen stemme derude i al larmen i nutidens mediebillede.
Om Nørlum Aps
NØRLUM er 2 efternavne - delt og dernæst sammensat: Nørgård + Villumsen. Jeg kom selv med, da Song of the Sea skulle finansieres, og på det tidspunkt var navnet allerede etableret, så det var helt ok med mig, at jeg ikke var en del af navnet.
Det har altid været vigtigt for mig at kunne arbejde med noget, jeg tror på, så kort fortalt har det handlet om, at de manuskripter jeg læste skulle være noget, jeg selv havde lyst til at se. Med den på så er det super svært at være ansat for mig.
Nørlum er etableret i 2019 og er blandt de selskaber, der udspringer af The Animation Workshop i Viborg.
Visionen er at producere 2D animation i høj kvalitet ( med design - stil og skuespil som er gift med historien ) på spillefilm, serier og kortfilm - med stories som rører en
Filmografi: https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/selskab/norlum-aps